


Omtale fra vores
Vin & Gourmetaften den. 26 februar 2010
Artiklen er fra Vejen Avis.



Bienvenido y buen provecho –
velkommen og god appetit.
Den spanske velkomst hilsen passede godt til aftenen, for den gode appetit var nødvendig at have med sig hjemmefra.
De knap 100 gæster fik en høj gastronomisk oplevelse.

Artikel af Pia F. Mortensen - Vejen Avis:
Invitationen til en spansk vin og gourmetaften havde lokket små 100 gæster til Hotel Skibelund Krat, og allerede i foyeren kunne man mærke forventningens glæde hos gæsterne – mange var tilsyneladende gengangere og vidste, at der var en dejlig aften i vente.
Aftenens vine var udvalgt af Hanne J. Wind fra Østjysk Vinforsyning, og krydret med små fortællinger imellem serveringerne, var hun med til at gøre aftenen både oplysende og underholdene.
Rioja-generationen
Blandt andet så indledte hun med en fortælling om ”Riojagenerationen” med henvisning til den ældre generation, som husker mærker som ”Faustino” og ”Siglo´en” i bastflaske. ”I branchen snakker vi om Rioja-journalister. Der var mange af dem, der tog til Spanien i 70´erne og blev beværtet med de krydrede og tørre vine, og de var med til at de spanske vine blev elsket
af danskerne. Men i 80´erne strømmede det ind med oversøiske vine, og de gik lige ind i hjertet på danskerne - de var spættet med frugt og havde en høj alkoholprocent. Men
spanierne har ikke sovet, mens vi har drukket oversøiske vine. Der er sket meget, og det skal I smage i aften”, indledte Hanne Wind med et glimt i øjet.
Spansk gastronomi i særklasse

Og så blev scenen overladt til husets tre kokke med chefkok Michael R. Larsen i spidsen.
De stod sammen med tre kokkeelever bag den gastronomiske del af aftenen. Og hvilken aften!
En spændende spansk inspireret menu krydret med vine fra hele paletten, fra Spaniens svar på champagne: Cava, over frisk hvidvin, en spændende rosévin, fyldige rødvine for at afslutte med en kraftig sød sherry.
Aftenen stod i skærende kontrast til de kendte grisefester, som mange forbinder med
Spanien – for både serveringen, middagen og vinene var i høj, høj klasse. Estupendo – fantastisk, Skibelund.
Der er ikke noget at sige til, at mange af gæsterne allerede har booket sig ind til efterårets vinaften den 8. oktober. Det bliver spændende at se, hvad Hotel Skibelund Krat kan fremtrylle, når gæsterne skal omkring Sydafrika.




Læs omtale fra vores
Vin & Gourmetaften den. 6 marts 2009.
Artiklen er fra Vejen Avis.


Gourmet på italiensk
Tekst og foto: Jørgen Schult
Bella Italia – bravissimo Skibelund. Lige knap 100 deltagere fik en kulinarisk oplevelse af de store, da
Hotel Skibelund Krat afviklede sin tredje temaaften.
Den italienske vinbonde, Claudio Lenotti, er en snakkesalig mand. Han har en lidenskab for vin, som brænder igennem fra stort set første øjeblik. Og så gør han op med flere af vi danskeres vaner, når det gælder vin. Eksempelvis den temperatur vi kan finde på at servere rødvine ved. Begrebet stuetemperatur er ikke just noget, Mr. Lenotti synes om. -”Jeg ved godt, at det er koldere heroppe hos jer. Men hvis vi i Italien skulle servere en rødvin ved stuetemperatur, så kan vi om sommeren risikere, at vinen ville være op mod 30 grader. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis vi sendte vin til Dubai og foreslog dem, at de skulle servere ved stuetemperatur”, lød det fra Claudio Lenotti. Derfor lød anbefalingen, da han medvirkede ved temaaftenen på Hotel Skibelund Krat; Lette, frugtige vine skal serveres ved omkring 16-18 grader, mens kraftigere og tungere vine – som eksempelvis en Amarone – må være op i nærheden af 20-22 grader.
Fuldt hus
Der var fuldt hus, da Hotel Skibelund Krat afviklede et særdeles vellykket tema-arrangement med Italien som
emne. Og det var ikke italiensk for begyndere. I hvert fald ikke det, som køkkenpersonalet med køkkenchefen Michaelpå tallerknerne. Det var gastronomi af høj, høj klasse. Fantastico. Seks retter skulle gæsterne igennem, og foran på bordet stod et arsenal af glas, og der blev aftenen igennem budt på et bredt udvalg af sortimentet fra vinhuset Lenotti. Lige fra en mousserede rosé, hvidvine, rødvine til dessertvinen Recioto. Rødvinene i området Veneto er typisk fremstillet på de klassiske druer Corvina samt Rondinella og Molinara. Gæsterne ved temaaftenen fik præsenteret, hvordan firmaet med forskellige og moderne teknikker kan fremstille vidt forskellige vine, selv om det er de samme druer, der er anvendt.


Tæt ved Bardolino
Lenottis vingård ligger i udkanten af byen Bardolino lige ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning. Sønnen Claudio fra familien Lenotti overtog for nogle år siden ansvaret for familiens vingård. Og hans mål var klar: Firmaet skulle trækkes ud af det neutrale skær det havde, og der skulle fortsat satses på kvalitet. Nye linier skulle tegnes, som bl.a. krævede nybeplantninger på en stor del af firmaets vinmarker i Bardolino- og Valpolicella-områderne, modernisering
af udstyret – både i kælderen og på flaskerne. Nye produktionslokaler og vinkældre blev bygget i udkanten
af selve Bardolinobyen. Satsningen var stor – men er lykkedes.
Kompetent kvinde
Lenotti-firmaet går tilbage til 1906, og Claudio Lenotti er fjerde generation i firmaet. På engelsk fortalte han om blandt andet de klassifikationer, som udgør italiensk vin. Og for den del af publikum, som havde det svært med detengelske, var der en livline – en særdeles kompetent én af slagsen; nemlig Hanne Wind,
vinkyndig konsulent fra firmaet Østjydsk Vinforsyning. En stor del af det, som Claudio Lenotti brugte tid på, fik Hanne Wind samlet sammen og præsenteret med utrolig præcision og kompetence. Den brede vifte af vine bestod af en Perle osa, en Soave hvidvin, inden der blev fortsat med rødvine i form af Valpolicella
Classico, Ripasso la crosare, Massimo samt en Amarone, inden desserten var ledsaget af en Recioto della
Valpolicella. Det blev en aften, som gæsterne sen vil glemme, og en stor del af de medvirkende har allerede tilmeldt sig næste temaarrangement. Det kommer til at foregå i slutningen af september, hvor det blive chilenske vine, der kommer på bordet. Indtil da er det kun at se tilbage på en aften med italiensk for fortsættere: Bella Italia.
Bravissimo Skibelund.


